Willumsen og Danner

Lørdag den 6. oktober gik turen til Frederikssund og Jægerspris. Anledningen var DR Kunsts 60 års jubilæum. Desværre var deltagerantallet kun på beskedne 12 medlemmer. På den baggrund besluttede vi at aflyse den planlagte bustransport og i stedet køre individuelt. Første stop på ruten var Willumsens Museum, som var blevet ryddet for kunstnerens egne værker - for at at give plads til "Ekkorum". Cand. comm. art. Dina Rawat tog imod os og fortalte om udstillingen, som bestod af Bertel Thorvaldsens, Asger Jorns og JF Willumsens private kunstsamlinger. Den lidt "nørdede" udstilling blev foldet fint ud af Rawat, som fortalte om de tre kunstneres tanker bag deres private kunstsamlinger. Kunst som ikke kunne måles på en normal skala, men som skulle ses i lyset af kunstnernes egen udvikling.

Frokosten blev indtaget på Toldboden i Frederikssund. En smukt beliggende restaurant ved havnefronten, som vi havde fint udsigt til fra 1. sal, hvor der var dækket op.

Derefter gik turen over fjorden til Jægerspris Slot, hvor vi blev vist rundt af Jonna Dall. Kong Frederik den Syvendes Stiftelse er oprettet af Grevinde Danner, hvis idéer og eftermæle fyldte rigtig meget i de mange mindestuer. Det var grevindens ønske, at slottet efter hendes død skulle være tilgængelig for offentligheden, med den oprindelige møblering fra 1850'erne. Datidens liv blev levendegjort gennem de mange anekdoter, som Jonna kunne fortælle.

Derefter var der kaffe og kage i den hyggelige Café Danner. Inden turen gik tilbage til hovedstaden, blev der tid til en vandring i Mindelunden, som omgiver slottet.

 

billede-05-09-2016-12-21-35