Juletur på Østerbro

"Træd væk fra leret" lød det da 3 timer var fløjet afsted i kælderlokalet på hjørnet af Hobrogade og Gl. Kalkbrænderi Vej. DR Kunsts julearrangement foregik denne gang med "hands on" ler. Mens billedhugger Elna Christiansen serverede gløgg, æbleskiver og brune kager, fortalte hun om det store arbejde med at fremstille sine bronzedyr. Processen, som typisk starter i Zoologisk Have foran dyreburene, starter med modellering i ler. Typisk er det chimpanserne, der sidder model for Elna, som har været der så ofte, at hun har fået et "personligt" forhold til dyrene. Efter modellen er tør, kommer der silikone på, efterfulgt af gibs. Allersidst støbes modellen i bronze under meget komplicerede omstændigheder. Efter de færdige skulpturer er blevet patineret, fremstår de uhyre levende.

Derefter var turen kommet til at deltagerne fra DR Kunst skulle prøve kræfter med leret. Kreativiteten var stor og engagementet ikke mindre, da leret forvandledes til skåle, vaser, dyr, figurer og lyseholdere. Alt imens Elnas 40 år gamle skildpadde kravlede rundt på bordet i håb om at danne model for flest mulige deltagere.

Efter alle havde vasket hænder og afført sig forklædet, begav vi os til Café Bopa. I den hyggelige restaurant blev der serveret en platte - "Bopa Bræt", vin og julebryg. Super hyggeligt!

billede-05-09-2016-12-21-35