Udstilling September & Oktober 2016

Det er ikke svært at danne sig et overblik. Det er allerede skabt for os. I maleriet BANE er vi på en asfalteret bane, der synes at identificere sig selv som en del af en flyveplads. Banens optegninger fører os ind i billedet. Mens banen fortsætter til begge sider, så kulminerer vores blik i bevoksningens overflod af grønne og gyldne farver. Et vibrerende og visuelt dragende vildnis, der moduleres af det sollys, der trænger gennem det tunge grå skydække. Følger vi vejen mod højre ser vi en kegle af sollys, og går vi mod venstre falder vores blik på en vindpose.

Det er dét, vi ser. Dét der stilles os til rådighed af visuel information. Og, så er det forundringen sætter ind. Spørgsmål trænger sig på. Vi undres over flyvepladsens underligt snævre rum – der er ikke plads til et fly på de smalle banestrækninger – over kontrasten mellem den triste asfalt og den guldalder-smukke skildring af naturen. Vi søger ind i det forhold, at maleriet åbner sig mod os, at det i sin komposition tydeligt inviterer os indenfor. Som var det mennesketomme maleri en scenografi skabt til os.

BANE er umiskendeligt Søren Hagen’sk. Værket er skarpt, fokuseret og realistisk. Mennesket er fraværende. Vi ser steder og genstande, som de faktisk kan se ud. Vi er på hjemmebane og aflæser værkets billedrum per instinkt. Men er alt så forståeligt, som det ser ud til at være? Næppe. Vores fornemmelse af genkendelighed ledsages snart af en nysgerrighed, der grænser op til en ejendommelig uro. Søren Hagens værker kræver vores mentale energi, og de tvinger os til at dykke længere ned i såvel værket som os selv, hvis vi vil have fat om maleriets udsagn. Præcis denne dobbelthed – at vi svinger mellem en fortrolighed med maleriets nærværende form og en forundring over formens stemningsskabende karakter – er afgørende i Søren Hagens kunstneriske univers.

Fra begyndelsen
Søren Hagen er født i 1957 – og debuterer på kunstscenen knap tredive år senere. En debut der byggede på en lykkelig kombination af kunstnerisk talent, energi og personligt fokus. For hans baggrund var ikke udpræget kulturel eller kunstnerisk. Nærmest tværtimod. Han voksede op i et arbejdermiljø i Københavns nordvest kvarter, og selv om hans far var særdeles vidende og søgende af natur, så var kunst ikke en del af virkeligheden i hjemmet. Hvor trangen til billedet kom fra står ikke helt klart, men den kom. Og, den næredes af den unge mands eksplicitte opfattelse af, at livet, verden bød på mere end det han så i sin hverdag. Hans mentale set-up var at afdække og undersøge verden gennem billedet og tilfredsstille sin hunger efter at skabe en verden på lærredet – og allerede tidligt afprøvede og udfordrede han sit materiale. Papiret, lærredet, farverne, motiverne skulle nå en form der var hans, som indrammede hans blik på verden. I denne proces blev billederne mere og mere skarptskårne, mere figurativt fokuserede, mere realistiske. Med dette realistiske fokus finder Søren Hagen det udtryk, han søger.